Fantasy101

Draft strategi: RB Heavy

Hvis man ved noget som helst om fantasy, så ved man at draften er der hvor du får fundamentet for dit fantasy-hold, og derfor er det også næsten altid draften der afgør om du ender med at have en god sæson eller ej.

Nogle gange kan man gå ind til en draft med én strategi for øje, men så falder brikkerne således at man ret hurtigt finder ud af at det giver mening at tilpasse sig, således at man stadig får et rigtig stærkt hold. Det kan være relevant hvis dem der drafter rundt om én har en tydelig strategi for øje, og derfor ender med at tage mange af de spillere man selv har kigget på. Derfor er det også vigtigt at man ikke låser sig selv fast på én strategi, men er villig til at ændre tilgang undervejs i draften, hvis der lige pludselig byder sig en mulighed som man ikke kan undgå at tage, også selvom den ikke passer til din foretrukne draft-strategi.

For at hjælpe dig, har vi derfor, her på Fantasymeister, valgt at skrive en lille artikel-serie omkring de forskellige draft strategier, så du kan være fuldt ud forberedt på din draft til denne sæson.

I denne artikel skal vi se på strategien som jeg på dansk vil kalde en ”RB tung” strategi. Overordnet set, handler denne strategi om at man tager running backs tidligt, og ofte 3 RBs i de første fire runder.

Personligt, er dette min klare favorit. Alle de år hvor jeg har gjort det godt (ok, jeg gør det altid godt *HUMBLE BRAG*), har jeg haft gode running backs på mit hold, både via draften, men også igennem trades.

Men hvorfor skal du vælge mange running backs tidligt, frem for eksempelvis at gå efter et mere balanceret hold?

Grunden til dette er, at der kan være meget stor forskel på den produktion du kan få fra gode running backs, der får bolden meget i løbet af en kamp, til running backs der er en del af en ”komite”, og derfor deler spilletid og berøringer med en eller flere andre running backs. Sidstnævnte gruppe kan sagtens producere point, men de er meget mere afhængige af store spil eller touchdowns, hvor featured running backs er meget mere stabile fra uge til uge.

En af de helt store mantraer inden for fantasy football er at man skal gå efter ”touches”, altså boldberøringer. Running backs er dem der rører bolden mest (bortset fra QBs), hvilket også er derfor jeg elsker at gå efter RBs, og helst dem med mange berøringer. Disse RBs går ofte ret tidligt i draften, så for at få dem bliver man nødt til at investere i dem ret tidligt i sin draft.

Samtidig synes jeg også der er en tendens til at running backs oftere bliver skadet end de andre positioner, og da det som sagt er den vigtigste position i fantasy, kan jeg godt lide at have dybde i forhold til RBs.

Men nok om ”hvorfor”. Lad os kigge lidt mere konkret på hvordan et ”RB tungt” hold kan komme til at se ud, over de første runder af en draft.

Hvis vi tager udgangspunkt i Average Draft Position (ADP) fra Fantasy Football Calculator, altså hvor spilleren gennemsnitligt bliver taget på tværs af mock drafts, kan vi eksempelvis ende med en start der ser sådan her ud i en 12-mands liga:

1st – RB David Johnson

2nd – RB Damien Williams

3rd – WR AJ Green, WR Keenan Allen eller WR Amari Cooper

4th – RB Mark Ingram, RB David Montgomery eller RB Sony Michel

Jeg ville være ekstremt tilfreds med sådan en start på draften. På papiret ville man have en RB1 i David Johnson, Damien Williams ville være på kanten til RB1, en WR på kanten af WR1 territorie som vil være første receiver på sit hold, samt en RB mere, som ville være på kanten af RB2/RB3.

Derudover har man muligheden for at få en WR2 i femte runde, eller gå relativt tidligt efter en TE eller QB, som bør være i den bedre ende af spektret. Man skal selvfølgelig ikke drafte de forskellige positioner i præcis denne rækkefølge, man kan godt tage en WR i runde 2 og en RB i runde 3.

Ved at starte 3 RBs, 1 WR, har man virkelig god dybde på den position, jeg personligt mener er den klart vigtigste i fantasy. Hvis en af dine RBs bliver skadede har du stadig i hvert fald to gode startere på position, og hvis de alle viser sig holdbare, med god produktion, kan en af dem bruges som del i en byttehandel, enten for at få en god spiller til en anden position, eller som en del af en pakke for at få en endnu bedre RB. Det er i hvert fald ofte muligt at finde en anden ejer der skal bruge running backs.

Og for en god ordens skyld vil jeg lige gentage mig selv her til sidst. Lad være med at lægge dig 100% fast på én strategi. Hav en strategi inden draften starter, og vær klar på at ændre den hvis draften ikke falder ud til fordel for den strategi du har valgt.

Det var alt for den running back-tunge strategi. Den næste artikel i serien vil handle om ”Zero RB” som er helt ovre i den anden boldgade i forhold til strategien i denne artikel, så glæd dig!

Tags

Relaterede

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
Close

Du har sat Adblocker til!

Du støtter os ved at lukke din adblocker ned på FantasyMeister